Beijing og den forbudte by.

Tusinde og atter tusinde fødder har vandret her, igennem de sidste ca 600 år i den Forbudte By. Vandret, ilet,eller blevet båret, mellem de røde mure og gyldne tage. Her er oficielle bygninger, som templer, kroningsbygninger og andre bygninger hvor man kunne komme i audiens ved kejseren. Men derud over, er det et hav af private bygninger, boliger tjenesteboliger mm. En majestætisk by af små og større gårde, bundet sammen i en uendelig symmetri.

Dette smukke og meget velholdte paladskompleks måler 1 km i længden og knapt en km i bredden, og omgivet af en bred voldgrav og 3400 meter lang og 10 meter høj mur, gemmer der sig bygninger med over 9000 rum. Vi besøgte selvsagt ikke engang halvdelen. Det er uendeligt. men storslået.

Her har boet kejsere og kejserinder, konkubiner, eunukker, kunstnere, munke og utallige embedsfolk og tjenestefolk. Kejserfamilien levede her i en ufattelig rigdom og totalt isoleret fra resten af riget. Her kunne bo op til 15.000 mennesker der tjente under kejseren, men den sidste kejser, Puyi boede her til slut kun med et par tusind sjæle, da han som femårig blev afsat ved revolutionen og kun måtte bo i den inderste del af paladset, hvorfra han senere måtte fraflytte. Han levede nogle år i landflygtighed, men endte sine dage som offentligt ansat gartner i Kina.

Kommer man tidligt, eller søger man ud i de mindre gårde, finder man en ro og mærker tidens vingesus. Man ser for sig kinesiske kvinder trippe forsigtigt omkring i smukke silkeklæder og med indbundne fødder. Man ser underdanige tjenestefolk ile stille omkring, for ydmygt at udføre dagens arbejde og man hører mumlen af embedsfolkenes drøften af rigets anliggender, blandet med lyden af gongonger og munkenes messen. Dette sted er i sandhed storslået og tager pusten fra en.
Her ovenfor er en af de største officielle bygninger,Den absolutte Harmonis Hal, der bla blev brugt til kroningsceremonier. Foran bygningen er en kæmpe plads der kan rumme tusindvis af tilskuere, gæster eller soldater.

Her ovenfor en smuk tempelbygning på Kulhøjen. Lad mig være ærlig og sige at der var pænt mange trin op...og det var pænt varm og pænt MEGET fugtigt i vejret, men turen op af de mange stentrin er alle besværlighederne værd.

Heroppe venter en storartet udsigt hvorfra man også for alvor kan danne sig et indtryk af paladset. Engang et meget lukket samfund, hvor det ikke var menigmand forundt, at træde ind igennem den Himmelske freds Port til den Forbudte By. Idag åbent for næsten alle der vil betale de 100 Kvai det koster. (ca 75 kr) Men er man i Beijing må det opleves. Det er skønhed og æstetik ud over alle grænser. Man kan ikke andet end finde stedet betagende.

Beijing- Den himmelske fredsplads og Maos Maousoleum

Jeg skal lige igen minde om at de nyeste indslag står øverst, hvorfor man lige må "scrolle" ned for at få dem læst i den rette rækkefølge.

Mao......At fortælle om ham, hans tid og hans gerninger, kunne fylde tusindvis af sider. Så jeg vil stort set springe det over og have tiltro til læserens egen viden omkring ham.

Den himmelske fredsplads.....at stå der, og et øjeblik lade tankerne og sjælen flyve tilbage gennem tiden, så oplever man for sit indre øje en masse, hvoraf kun meget lidt minder om en himmelsk fred. Blodige demonstrationer, enorme militæropvisninger, store sørgeoptog mm. Men alt dette er ved at være en saga blot. Og heldigvis. Nu myldre det bare med tusindvis og atter tusindvis af turister. Rige europæiske eller asiatiske turister med store kameraer på maven blandet med fattige kinesiske turister fra landområderne, der stadig mindes Mao som en stor befrier og beskytter.

Man væltede et kejserdømme, men det synes som om Kineserne har glemt, at de med Mao, på mange måder blot fik en ny kejser. Eller har de tilgivet.....? Mere om dette senere.

Selve pladsen ligger på en akse i Beijing der rummer både den forbudte by, mausoleet og den oplympiske by i lige linie. På pladsen er der overalt, hvis man løfter blikket en smule, videokameraer, klar til at fange den mindste lovovertrædelse eller fornærmende opførsel.

Propaganda og selvforherligelse har muligvis altid været en del af magthavernes væsen i Kina, men for en dansker der er vokset op med Janteloven, kan de to store vægge, man har opsat midt på pladsen, virke pinligt prangende og usmageligt ud over alle grænser, når man ved hvad Kina også er. På disse to vægge, kører der 24 timer i døgnet og understøttet af højt larmene musik, videosekvenser der tjener det formål at vise verden, inklusive kineserne, hvor fantastisk et land Kina er. Det virker underligt malplaceret på en, når man forsøger at opfange tidens vingesus, men i virkeligheden er det vel et meget klart symbol på Kina. Hvis man ser bag det glorificerede billede, det forsøger at give......

Mausoleet......ja når man nu er i Kina og har muligheden, så må man naturligvis ind og se den store kommunistiske leder, der stadig ligger til lit de parade. Man står i kø sammen med tusindvis af andre og kan ved første øjekast næsten tabe modet ved synes af den enorme kø. Men køen bevæger sig meget, meget hurtigt igennem. Kameraer og mobiler og lign. er forbudt at medbringe, men jeg tvivler såmænd også på, om man kunne nå at tage et billede af Mao.

Når man er halvvejs igennem køen, har man mulighed for at købe en lille buket plastikblomster man kan ligge ved hans satue i forhallen, hvorfra de efter en halv time bliver båret ud af en af de talrige soldater, for at blive solgt på ny........ Og køen fortsætter så ind igennem mørke kølige gange og det hele går så hurtigt at man ikke har tid til at undersøge om den mand der ligger der, flere meter fra køen, nu virkelig også er Mao.

Det siges at lyset i rummet er blevet dæmpet igennem årene, og at man af og til må lukke mausoleet for at genopfriske hans ydre. Men et faktum er det, at man ved hans død ikke havde den fornødne viden til at balsamere ham rigtigt, og at hans lig, inden man endelig kom igang var gået i forrådnelse og ikke var let at få til at ligne sig selv igen.

(Vores søde lokal guide,Tobing, der er født og opvokset i Beijing og bla var TV2´s lokal guide under Ol)

Pladsen er verdens største med sine 40 hektar. Den virker dog knapt så stor pga den enorme betonkolods der udgør mausoleet.(En betonkolods der igen leder tankerne hen på det gamle Sovjet) Og når man vender ryggen til Mausoleet, ser man den himmelske freds port. En 34 meter høj kejserlig bygning, der blev bygget under Ming-dynastiet i 1417, men som idag er præget af det kommunistiske styre. Over den største af de fem porte, ser man Maos portræt og overalt blafrer det kinesiske røde flag. Man må på den anden side af denne port, for at træde ind i en anden tid. Væk fra de tusinder af larmende turister, bilernes tuden og musikken fra propagandevæggen. Forbi de stive soldater der uanset vind og vejr, stadig vogter på pladsen. Ind i den forbudte by. Ind i roen. Ind i en anden tid.

Beijing som By

På Huabei-sletten hvor Bejing ligger, har der været mennesklig beboelse i over hundrede tusinde år. Der har været flere fordele ved at bosætte sig her. Jorden er frugtbar, og på grund af de omkringliggende bjerge, er området let at beskytte og giver santidig læ for den sibiriske kulde og floderne i området har forbindelse til Kinas vigtigste vandvej, den gule flod.

Beijing har et areal på 16.800 km2 og et indbyggertal der stadig vokser, men i skrivende stund, tæller et sted mellem 15 og 16 millioner. Kina er indelt i provinser, men Beijing er en provins for sig selv. Og den er også stor. Enorm. Og når man bevæger sig afsted igennem byen på deres store velbyggede veje, ofte 3, 4, 5 eller 6 spor i hver retning, så fornemmer man det mylder af mennesker der er. Overalt i Beijing og ikke altid lige smukt tilpasset omgivelserne, finde man endeløse rækker af enorme boligblokke. (der indimellem vidner om det gode forhold/samarbejde der har været mellem det gamle Sovjet og Kina.......og det er ikke ment som et kompliment)

Infrastrukturen I Kina er dog efterhånden ret fantastisk og fremadsynet. De har et virkelig godt vejnet over det meste af Kina, og indenrigsflyvningen, toge, busser, metroer osv transporterer hver dag millioner af Kinesere til deres bestemmelsessteder. Selvom der stadig er mange cykler i Kina, så var det mere mængden af biler der overvældede i Beijing.

Tidligere har byen været meget plaget af smog, men i dag er det kun biler efter en bestemt årgang, der må køre i byen, ligesom alle lastbiler er henvist til kun at betjene byen i nattetimerne. Og det har altså hjulpet. For mange Kinesere er det forbundet med prestige at have en flot bil, en prestige man prioriterer ufatteligt højt, så det vrimler med skinnende eurpæiske, japanske og amerikanske biler, men indimellem sniger der sig også mere nostalgiske kinesiske køretøjer ind. Men de køre som nogle vanvittige!! Mærkeligt nok sker der ikke specielt mange ulykker og det kan undre, for deres vanvidskørsel, får italienske billister i en firesporet rundkørsel, til at ligne fredelige søndagsbilister på en nordjydsk motorvej....

Kina er jo en af de sidste kommunistiske bastioner(mere om det med kommunisme senere...) og man ejer altså ikke den jord man bygger eller dyrker på. Og for staten som helhed har det sine fordele i det man blot kan bede folk om at flytte(der følger dog en pose penge, job eller ny bolig med) hvis der skal anlægges nye huse, veje eller lignende. Og overalt, både langs de øde motorveje og i de større byer, ses byggekraner, nedrevne huse, og tegn på at Kina er inde i en udvikling. De gamle usunde men nostalgiske hutonger rives ned, for at give plads til boligblokke der kan rumme tusindvis af beboere, og bøndernes rismarker må vige for motorvejsbroer og veje, der forbinder alle dele af riget. Er det frentiden, ja bestemt og ud fra et overordnet synspunkt måske fornuftigt nok, men fra et menneskeligt og mere nostalgisk synspunkt, så svider det nu altså lidt.

Beijing rummer både ufattelig skønhed og rigdom og usle faldefærdige boliger og fattigdom og kommer man ud til de små landsbyer uden for Beijing, så ser livet også helt anderledes ud. Her arbejder man hårdt for føden og mange huse er uden kloakering og varme, så man må samle kvas og brænde til den kolde vinter.

En verden langt fra byens mylder af lyde, mennesker neonlys og store reklameskilte. Men spørger man den almindelige Beijing borger, så har de sidste 25 års enorme udvikling trods alt været til det bedre. Den generelle levestandard er bedret væsentligt.

Beijing...Kina... er mange ting og om hvert hjørne venter en ny overraskelse.

Beijing og Sommerpaladset

Som jeg nævnte i mit sidste indslag, vil jeg opdele indslaget om Kina, da jeg muligvis vil få svært ved at begrænse mig, når jeg først kommer igang. Jeg vil en del at tiden, lade billederne tale deres eget sprog, og forsøge at vente til allersidst med at komme med en konklusion og mit/vores syn på Kina som land.

Vi påbegyndte vores rejse ved middagstide og satte først kursen mod Helsinki, inden vi begav os ud på den 8½ time lange flyvetur mod Beijing. Og med tidsforskel og flytid, så var vi fremme tidligt om morgnen næste dag...meget tidligt..... Men skulle igennem div. kontroller for at få lov at træde ud i den lumre fårårsvarme luft. Og med det samme gik turen mod det gamle Kina..... Første stop på vejen...Sommerpaladset.

I Beijings Nordvestlige udkant, ligger kejserfamiliens sommerpalads i en stor park hvoraf det meste er en stor sø, samt en masse spredte smukke bygninger. Der er noget eventyragtigt over Yieyuan, som sommerpaladset hedder. Lotusblomster og pagoder i Kunmingsøens vand, grå saddelryggede tage, halvt gemt bag store gamle fyrretræer. Smukt dekorerede pavillioner og korridoer......og for dem der husker den fantastiske tegneserie "abekongen", så får man her af og til et glædeligt gensyn med denne klassiske Kinesiske sagnfigur, der bla. er afbilledet i den lange korridor.

Hvis man stopper op og lader roen finde en, kan man ladse sig rive århundreder tilbage i tiden. Sommerpaladset blev bygget i 1750 af en kejser der hed Qianlong.

En væsentlig person i kinesisk historie er Enkekejserinde Cixi. Hun er blevet kaldt en gammel Buddha, en konservativ, magtsyg ødsel, forkælet og sexhungrende andenrangskonkubine eller en graciøs, sød og hensynsfuld ældre dame med en svaghed for hunde, blomster og pekingopera. Hun kom i 1851 som 15-årig til Kejser Xiangfengs Harem, umådeligt smuk og af tvivlsom herkomst. Efter hans død blev hun ophøjet til enkekejserinde da hun havde skænket ham den søn der skulle efterfølge ham på tronen. Fra da af og frem til sin død i 1908, var Cixi den mest magtfulde kvinde i Kina og overlevede hele tre kejsere. Hun regerede reelt for sønnen og efterfølgende for nevøen og nåede på sit dødsleje at udpege den næste kejser, der også skulle blive kinas sidste.

Hun har været genstand for mange myter, men sandt er det at hun var ødsel og var mere interesseret i det komfortable luksuriøse liv, end rigets samlede sikkerhed og fremgang. Og sandt er, at hun lod bygge en stor båd af marmor,der naturligvis ikke var beregnet på at sejle nogen steder. Den hvide båd spejler sig smukt i det stille grønne vand i Kunmingsøen og vidner om det ødsle liv i Sommerpaladset i kejsertidens sidste dage. Man siger at den blev bygget for penge der oprindeligt var tiltænkt den kinesiske flåde......................

Sommerpaladset er smukt og forunderligt, en oase i sommervarmen. Efter besøget her, vendte vi snuden mod vores første hotel og trætte som vi var, faldt vi omgående i søvn, på trods af den meget lumre varme og et airkondition anlæg der ikke virkede. Op et par timer senere og nyde et godt traditionelt kinesisk aftensmåltid, med utallige spændende retter. Et tordenvejr og voldsomt regnskyl brød løs, og resten af måltidet måtte vi nyde i stearinlysets skær. Hvilket nu var hyggeligt nok :o) (hvilket ikke kan siges om den traditionelle blomme/risbrændevin vi fik serveret..........føj for den........det giver kvinder hår på brystet, og får mænds hår på brystet til at visne og falde af...er jeg sikker på.........)

Endelig ferie

Ja ja....jeg ved det, nu er der atter gået temmelig lang tid siden jeg sidst har været aktiv her på bloggen, meget vand er rendt i åen siden sidst, som man siger...... Jeg har også lovet en opfølgning på huset, men det må vente, da vores ferie endnu er frisk i erindring og kræver at at blive omtalt først.....

Som de fleste nok ved, skulle vi have været til Kina i efteråret, samt rundt og besøge familie i Dk. Grundet Rosine,Thomas´ mors sygdom inden hun gik bort, blev ferien udsat og nu oprandt altså endelig tiden til en tiltrængt ferie. Indimellem trænger man bare til at komme væk og leve sig ind i en anden verden for en stund.

Så trods askesy osv, kom vi næsten planmæssigt til Dk den 23 april. Vi missede dog vores vidergående fly til Ålborg, men efter en overnatning hos mutter i Kbh, gik turen så via Ålborg, til Varde, hvor vi hentede Lucas, inden vi drønede videre til sommerhuset i Agger.

Her havde vi nogle tiltrængt afslappende dage sammen med

min mor og Lucas. Vi læste, spillede spil, gik ture ved Vesterhavet og nød bare roen og det milde forår.

Så gik turen atter mod Varde, hvor vi måtte aflevere Lucas. Det er altid lidt vemodig og underligt når vi har sat ham af...og stille..... Men heldigvis kommer han meget snart herop igen :o)

Turen gik nu over Fyn til Odense, hvor vi fik os en god middag hos Tina og Jens på den Gamle Kro, sammen med mor og mormor. Vi havde kun to hele dage på Fyn, men vi nåede da at besøge farmor og mormor i Odense,

og i Kertemindes nostalgiske charme, Far og Lisbeth og mine søskende.

Og som altid hos søster og svoger, Tina og Jens, står den på masser af god mad og vin. Østers, fjordrejer og andet godt.

Og inden vi så os om kom, dagen hvor vi skulle til Kina. Endelig :o)

Ok....vi har måske overdrevet det med at tage billeder en anelse, og vi har også set ufatteligt meget på de to uger vi var derude, så resten af ferien bliver inddelt i kapitler og må komme lidt efter lidt. Og endnu engang vil jeg love en opdatering på huset, når feriefortællingerne er overstået. Hav tålmodighed :o)