Beijing - Et besøg i OL-byen og en lession i kunsten at drikke te

Som en lille bonus på en lang dag med mange km på bagen og med ømme varme fødder, kom vi lige et lille smut forbi OL-byen, fuglereden og et lille besøg på et Kinesisk Te-hus.

Ja, helt til tops skulle Thomas og jeg jo, selvom vi havde vandret og gået på trapper i stor stil hele dagen. Nu er det ikke fordi det er den her del af turen der interesserede mig allermest, men når man nu er her......og lidt overraskende fandt jeg det faktsik ret storslået. Men også tankevækkende og grusomt, at forestille sig de mange tusinde mennesker der f.eks har måtte tvangs- flytte, men også på andre måder måtte lide under Kinas værtsskab. Jeg ved der har været delte meninger om hvorvidt, man skulle boycutte OL i Beijing eller ej, men hvis man skal vende det til noget positivt, så synes jeg trods alt at OL var med til, ihvertfald i den vestlige verden, at bringe fokus på Kina, OGSÅ bagsiden af medaljen, fattigdommen, krænkelser af menneskerettigheder mm. Men mere om mit syn på Kina senere.

Som dagens afslutning var det godt med et par kopper kod og sund te. Te er forbavsende dyrt i Kina men sikkert også af en anden kvalitet end det vi henter i Netto til en 10´er. Og udvalget er lidt mere eksotisk. Vi har medbragt ginseng te. Men ellers smagte vi flere forskellige slags, rød, sort hvid, grøn og blomsterte. Meget af det var håndrullet en gammel tradition, fra dengang man fragtede te via Silkevejen hvor det skulle fylde så lidt som muligt.

En rar og smagfuld afslutning, men lad det være sagt....det er ikke bare at hælde noget kogende vand på en te-pose og så har man te....næh nej...det er skam et større arbejde.

Beijing- Himlens tempel Park

Jeg skal lige starte med at minde om, at de nyeste indslag altid er øverst, hvorfor jeg vil anbefale at man lige "scroller" ned og ser/læser indslagene i den rette rækkefølge. Eller vælg dem en efter en ude til højre i blog arkivet,under maj, dog stadig nedefra.

Himlens Tenpel, skal opleves om morgnen, så slipper man for alt for mange turister og oplever istedet hvad den almindelige Kineser bruger parken til. Morgengymnastik, Tai-chi, dans, sang, drageflyvning, man ser ældre kinesere spille Mahjong eller spille på gamle traditionelle musikinstrumenter.

Denne morgen vi kom, lå der en dis over tempelbygningerne og parken, der var med til at give det hele et drømmeagtigt skær. Parken er fantastisk stor og må siges at være et åndehul i Bejings travle summen.

Parken rummer flere smukke tempelbygninger, der oprindeligt blev bygget i 1420 under Ming-dynastiet og 22 kejsere har hvert år,dagen før vintersolhverv, gået med stort følge fra den forbudte by til Himlens tempel. Der blev udført et væld af ritualer og ofringer med røgelse, bimlende klokker og rungende gonggonger, for alt skulle gå rigtigt til når himlens søn skulle sikre bønderne en god høst, som var templets hovedformål. De gamle kinesere tilbad ikke en personificeret guddom, men tilbad himlen som det guddommelige og kejseren var altså himlens søn.

Læg mærke til de mange smukke tegltage man heldigvis stadig ser overalt i kina. De gule(som vel nærmest er orange) var forbeholdt den kejserlige familie. De blå symoliserede himlen og ses altså ofte på templer, og de gønne symboliserede jorden. Men ellers måtte alle rige kinesere have flotte glaserede tegl for at vise deres rigdom.

Templer blev oftest bygget højt, for at være nærmere himlen.

Fælles for langt de fleste af de gamle bygninger, skulle man igennem porte med høje trin, eller rundt om hjørner og op af trapper. Og dette var vigtigt, fordi de onde ånder kun kunne gå lige ud, men altså ikke over trin, rundt om hjørner eller op af trapper. Og fælles for de fleste bygninger af betydning, templer, offentlige bygninger, residenser mm, var der tre indgange i porten eller i bygningen, hvoraf kun kejseren måtte benytte den midterste indgang,trappe osv....

Her er det Templet for bøn om god høst, som er et af de smukkeste templer i Kina.Det er 38m højt. Det domineres af cirkler der symboliserer himlen og har et kvadratisk grundplan der symboliserer jorden og hele templet er fyldt med symboler, feks de 28 kæmpe træsøjler, hvor de 12 yderste symboliserer årets tolv måneder, de 12 inderste symboliserer de 12 timer i dagen og de 12 timer i natten og de 4 centrale søjler, symboliserer de fire årstider. Og så er det værd at bemærke at alt er konstrueret til at passe sammen uden brug af søm osv...... Billederne yder slet ikke dette smukke sted retfærdighed. Det skal ses!

Beijing og den forbudte by.

Tusinde og atter tusinde fødder har vandret her, igennem de sidste ca 600 år i den Forbudte By. Vandret, ilet,eller blevet båret, mellem de røde mure og gyldne tage. Her er oficielle bygninger, som templer, kroningsbygninger og andre bygninger hvor man kunne komme i audiens ved kejseren. Men derud over, er det et hav af private bygninger, boliger tjenesteboliger mm. En majestætisk by af små og større gårde, bundet sammen i en uendelig symmetri.

Dette smukke og meget velholdte paladskompleks måler 1 km i længden og knapt en km i bredden, og omgivet af en bred voldgrav og 3400 meter lang og 10 meter høj mur, gemmer der sig bygninger med over 9000 rum. Vi besøgte selvsagt ikke engang halvdelen. Det er uendeligt. men storslået.

Her har boet kejsere og kejserinder, konkubiner, eunukker, kunstnere, munke og utallige embedsfolk og tjenestefolk. Kejserfamilien levede her i en ufattelig rigdom og totalt isoleret fra resten af riget. Her kunne bo op til 15.000 mennesker der tjente under kejseren, men den sidste kejser, Puyi boede her til slut kun med et par tusind sjæle, da han som femårig blev afsat ved revolutionen og kun måtte bo i den inderste del af paladset, hvorfra han senere måtte fraflytte. Han levede nogle år i landflygtighed, men endte sine dage som offentligt ansat gartner i Kina.

Kommer man tidligt, eller søger man ud i de mindre gårde, finder man en ro og mærker tidens vingesus. Man ser for sig kinesiske kvinder trippe forsigtigt omkring i smukke silkeklæder og med indbundne fødder. Man ser underdanige tjenestefolk ile stille omkring, for ydmygt at udføre dagens arbejde og man hører mumlen af embedsfolkenes drøften af rigets anliggender, blandet med lyden af gongonger og munkenes messen. Dette sted er i sandhed storslået og tager pusten fra en.
Her ovenfor er en af de største officielle bygninger,Den absolutte Harmonis Hal, der bla blev brugt til kroningsceremonier. Foran bygningen er en kæmpe plads der kan rumme tusindvis af tilskuere, gæster eller soldater.

Her ovenfor en smuk tempelbygning på Kulhøjen. Lad mig være ærlig og sige at der var pænt mange trin op...og det var pænt varm og pænt MEGET fugtigt i vejret, men turen op af de mange stentrin er alle besværlighederne værd.

Heroppe venter en storartet udsigt hvorfra man også for alvor kan danne sig et indtryk af paladset. Engang et meget lukket samfund, hvor det ikke var menigmand forundt, at træde ind igennem den Himmelske freds Port til den Forbudte By. Idag åbent for næsten alle der vil betale de 100 Kvai det koster. (ca 75 kr) Men er man i Beijing må det opleves. Det er skønhed og æstetik ud over alle grænser. Man kan ikke andet end finde stedet betagende.

Beijing- Den himmelske fredsplads og Maos Maousoleum

Jeg skal lige igen minde om at de nyeste indslag står øverst, hvorfor man lige må "scrolle" ned for at få dem læst i den rette rækkefølge.

Mao......At fortælle om ham, hans tid og hans gerninger, kunne fylde tusindvis af sider. Så jeg vil stort set springe det over og have tiltro til læserens egen viden omkring ham.

Den himmelske fredsplads.....at stå der, og et øjeblik lade tankerne og sjælen flyve tilbage gennem tiden, så oplever man for sit indre øje en masse, hvoraf kun meget lidt minder om en himmelsk fred. Blodige demonstrationer, enorme militæropvisninger, store sørgeoptog mm. Men alt dette er ved at være en saga blot. Og heldigvis. Nu myldre det bare med tusindvis og atter tusindvis af turister. Rige europæiske eller asiatiske turister med store kameraer på maven blandet med fattige kinesiske turister fra landområderne, der stadig mindes Mao som en stor befrier og beskytter.

Man væltede et kejserdømme, men det synes som om Kineserne har glemt, at de med Mao, på mange måder blot fik en ny kejser. Eller har de tilgivet.....? Mere om dette senere.

Selve pladsen ligger på en akse i Beijing der rummer både den forbudte by, mausoleet og den oplympiske by i lige linie. På pladsen er der overalt, hvis man løfter blikket en smule, videokameraer, klar til at fange den mindste lovovertrædelse eller fornærmende opførsel.

Propaganda og selvforherligelse har muligvis altid været en del af magthavernes væsen i Kina, men for en dansker der er vokset op med Janteloven, kan de to store vægge, man har opsat midt på pladsen, virke pinligt prangende og usmageligt ud over alle grænser, når man ved hvad Kina også er. På disse to vægge, kører der 24 timer i døgnet og understøttet af højt larmene musik, videosekvenser der tjener det formål at vise verden, inklusive kineserne, hvor fantastisk et land Kina er. Det virker underligt malplaceret på en, når man forsøger at opfange tidens vingesus, men i virkeligheden er det vel et meget klart symbol på Kina. Hvis man ser bag det glorificerede billede, det forsøger at give......

Mausoleet......ja når man nu er i Kina og har muligheden, så må man naturligvis ind og se den store kommunistiske leder, der stadig ligger til lit de parade. Man står i kø sammen med tusindvis af andre og kan ved første øjekast næsten tabe modet ved synes af den enorme kø. Men køen bevæger sig meget, meget hurtigt igennem. Kameraer og mobiler og lign. er forbudt at medbringe, men jeg tvivler såmænd også på, om man kunne nå at tage et billede af Mao.

Når man er halvvejs igennem køen, har man mulighed for at købe en lille buket plastikblomster man kan ligge ved hans satue i forhallen, hvorfra de efter en halv time bliver båret ud af en af de talrige soldater, for at blive solgt på ny........ Og køen fortsætter så ind igennem mørke kølige gange og det hele går så hurtigt at man ikke har tid til at undersøge om den mand der ligger der, flere meter fra køen, nu virkelig også er Mao.

Det siges at lyset i rummet er blevet dæmpet igennem årene, og at man af og til må lukke mausoleet for at genopfriske hans ydre. Men et faktum er det, at man ved hans død ikke havde den fornødne viden til at balsamere ham rigtigt, og at hans lig, inden man endelig kom igang var gået i forrådnelse og ikke var let at få til at ligne sig selv igen.

(Vores søde lokal guide,Tobing, der er født og opvokset i Beijing og bla var TV2´s lokal guide under Ol)

Pladsen er verdens største med sine 40 hektar. Den virker dog knapt så stor pga den enorme betonkolods der udgør mausoleet.(En betonkolods der igen leder tankerne hen på det gamle Sovjet) Og når man vender ryggen til Mausoleet, ser man den himmelske freds port. En 34 meter høj kejserlig bygning, der blev bygget under Ming-dynastiet i 1417, men som idag er præget af det kommunistiske styre. Over den største af de fem porte, ser man Maos portræt og overalt blafrer det kinesiske røde flag. Man må på den anden side af denne port, for at træde ind i en anden tid. Væk fra de tusinder af larmende turister, bilernes tuden og musikken fra propagandevæggen. Forbi de stive soldater der uanset vind og vejr, stadig vogter på pladsen. Ind i den forbudte by. Ind i roen. Ind i en anden tid.