Beijing- Cloisonné,- et oldgammelt håndværk

Cloisonné blev oprindeligt udviklet i mellemøsten, og via silkevejen nået til Kina for godt og vel 800 år siden.

Man starter med en udstanset kerne af kobber, enten et fad, en vase, en skål eller andet, hvorpå tynde kobbertråde bliver limet på, i de mest fantastiske møsntre. Herefter brændes den første gang.

Farvepåfyldningen er pulveriseret glas, emalje, der blandes med vand og med en pipette fyldes i de små rum.

Så brændes den igen, i en ovn som på billedet nedenfor. Den brændes fire til seks gange og mellem hver brænding påfyldes der mere farve, så farven tilsidst når op til kanten af kobbertrådene.

Tilsidst skal den pudses og poleres ved hjælp af koks, kul. fedtsten, vand, også igennem flere omgange, før produktet står færdigt, smukt, glansfuldt og holdbart.

Det er et kæmpe arbejde og det tager tid. En stor vase på to meter kan tage et halvt år at lave men så koster den også omkring en halv million kvai. Ca 350.000 kroner.

Herefter sættes varen til salg. Række efter række af smukt håndværk. Hvad med en the-brygger som den her nedenfor?

Jeg havde en intention om at hjembringe en smuk vase af anseelig størrelse.......men prisen dikterede, at det kun kunne blive denne lille sag på billedet herunder. Men et smukt stykke håndværk er det nu alligevel.

Beijing - Åndealéen og mingravene og en god gang and alá Peking

Ling betyder grav og vi skulle besøge mingravene, altså Ming Ling.

13 kejsere fra Ming dynastiet ligger begravet i en dal ca 50 km nord for Beijing. Som med alt andet i det gamle Kina, er stedet nøje udvalgt. Bjergene omkring beskytter kejsernes legmer mod onde ånder der kommer med vindene fra nord. Og omkring gravene løber smukke vandløb roligt forbi, omgivet af cypresser, fyrretræer og frugttræer. Når man begiver sig igennem dalen her, ser man de gule tegltage titte igennem hist og her og man forstår hvorfor området var perfekt til formåelet, som Ming-kejsernes sidste hvilested.

Alle gravene har en portbygning, en stor hal, et tårn, et skatkammer og et underjordisk palads, hvor den pågældende kejser ligger begravet.

De fleste Ming-grave er i dag forfaldne, men restaurerings arbejdet er i gang.

Udødelighedens vej eller åndealléen, er en 800m lang vej der fører op til gravene. Den er på begge sider flankeret af 36 kæmpefiguerer, der vogter gravene. 24 dyr,skiftevis knælende og stående, mytiske dyr, såvel som kameler, elefanter heste mm, der alle hver i sær symboliserer vigtige emner for en kejser. De bliver efterfulgt af 12 mænd, fire generaler, fire embedsmænd og fire ministre der fortsat skulle tjene kejseren i efterlivet.

Det siges at dyrene bytter plads om natten.

Læg mærke til denne elefant, hvis anatomi må siges at være kommet på en alvorlig prøve, da forbenene vender den forkerte vej, så man forstår godt hvis den har brug for at rejse sig om natten og få rystet ledene på plads...









Længere inde i dalen ligger så kejsernes maousloeer spredt ud over det smukke landskab.

Noget af det første en kejser begyndte at planlægge var sit mausoleum. Og nogle af dem har også været imponerende. Man har i et gravkompleks fundetet et palads på fire etager under jorden, kejseren, kejserinden en konkubine, juveler guld og sølvbarer, jadebælter, spisepinde af det pureste guld, en kejserkrone og meget meget mere.

Ikke alle er lige besøgte, her nyder vi frokosten i et af de mere øde gravkomplekser.

Her er det Changs grav vi besøger. Altså Chang ling.

Det blev forventet at en Ming kejser mindst en gang om året skulle begive sig ud til Ming gravdalen og ofre til forfædrene, det var så stor en hovedpine for hans embedsmænd og eunukker, at de som regel prøvede at tale ham fra det. Turen herud tog minimum to dage, krævede måneders forberedelse og kostede store summer for det kejserlige skatkammer. Vejene skulle forinden forbedres, mulige attentater forhindres, overnatningsmuligheder planlægges og ofringer til de kejserlige forfædre skulle forberedes.

Af samme grund var det faktisk kun halvdelen af kejserne der nogensinde nåede herud i deres regeringstid og den længst regerende kejser nåede kun herud fire gange, men da var det også ved at være nok for hans rådgivere, der på det kraftigste frarådede ham at tage endnu en tur og herved blev det.
Gravene er værd at besøge. For at komme herud kommer man væk fra storbyen og ud i en anden tid, et andet Kina. Og området er smukt og fredfyldt og en mulighed for at søge væk fra horderne af turister. Man forstår godt hvorfor dette var et perfekt sted til den sidste hvile.

Tilbage til Beijing......Og er man i Beijing/Peking må man naturligvis slutte af med sprød og velsmagende Peking and. Mums.....

Beijing - Et besøg i OL-byen og en lession i kunsten at drikke te

Som en lille bonus på en lang dag med mange km på bagen og med ømme varme fødder, kom vi lige et lille smut forbi OL-byen, fuglereden og et lille besøg på et Kinesisk Te-hus.

Ja, helt til tops skulle Thomas og jeg jo, selvom vi havde vandret og gået på trapper i stor stil hele dagen. Nu er det ikke fordi det er den her del af turen der interesserede mig allermest, men når man nu er her......og lidt overraskende fandt jeg det faktsik ret storslået. Men også tankevækkende og grusomt, at forestille sig de mange tusinde mennesker der f.eks har måtte tvangs- flytte, men også på andre måder måtte lide under Kinas værtsskab. Jeg ved der har været delte meninger om hvorvidt, man skulle boycutte OL i Beijing eller ej, men hvis man skal vende det til noget positivt, så synes jeg trods alt at OL var med til, ihvertfald i den vestlige verden, at bringe fokus på Kina, OGSÅ bagsiden af medaljen, fattigdommen, krænkelser af menneskerettigheder mm. Men mere om mit syn på Kina senere.

Som dagens afslutning var det godt med et par kopper kod og sund te. Te er forbavsende dyrt i Kina men sikkert også af en anden kvalitet end det vi henter i Netto til en 10´er. Og udvalget er lidt mere eksotisk. Vi har medbragt ginseng te. Men ellers smagte vi flere forskellige slags, rød, sort hvid, grøn og blomsterte. Meget af det var håndrullet en gammel tradition, fra dengang man fragtede te via Silkevejen hvor det skulle fylde så lidt som muligt.

En rar og smagfuld afslutning, men lad det være sagt....det er ikke bare at hælde noget kogende vand på en te-pose og så har man te....næh nej...det er skam et større arbejde.