Tyttebær er sjældne. Soretbær og blåbær vokser derimod overalt og smager skønt.
Niviarsiaq, Grønlands nationalblomst, der kan vokse ,mildest talt, ud af ingenting.
Nattoralik, også kaldet havørn, er der en del af på egnen. Om vinteren kommer de tæt på byen, men her om sommeren holder de sig inde i fjordene med deres unger. Jeg har ladet mig fortælle at de er monogame og er det for livet.
Blåklokken findes også overalt og lyser op på de bare klipper.
Apussuit, vores skisportscenter. Man kan ane hytterne på toppen.
Her kun et lille udpluk af den skønne natur der omgiver os...der er så meget mere at byde på.....
Et længe ventet syn, der bebuder sommerens komme, er hvalerne. Og vi er heldige her omkring Maniitsoq, hvor det nærmest vrimler med pukkelhvaler. De er ikke så sky, kommer tæt på land og underholder indimellem med at kaste sig op af vandet eller vinke med lufferne(ok det er måske ikke til ære for os, men alligevel) men det meste af tiden er det blåsen og rygfinnen vi ser, afsluttet med at de dykker og viser halen.
Man bliver aldrig træt af at studere disse elegante, rolige og værdige dyr. Og heldigvis nåede vore sommergæster at se dem på meget tæt hold.
Jeg så dagens lys for første gang, idet herrens år 1977, i Odense.
Gik i skole, efterskole, passede mine veninder,kærester og de interesser man nu har i den alder. Senere ude at arbejde rundt omkring, højskole,sprogtræner for indvandrerer,oma. Var på et tidspunkt overbevist om jeg skulle være dyreassistent, men da hjerte mit,bankede mere for alkoholikerne, narkomanerne, de sindslidende og lign. endte jeg med en sundhedsuddannelse. Min interesse for Grønland har været der siden barnsben,og efter en ferie i sydgrønland, fandt jeg ud af at jeg måtte kombinere min uddannelse med min udlængsel og vende tilbage for at arbejde.
I 2000 satte jeg så atter foden på Grønlandsk jord. 4 år i Nuuk, blev det til,hvor jeg mødte Thomas, to år i Danmark, hvor jeg fik bekræftet at jeg skulle bo i Grønland,og medio 2006 flyttede vi så til lille Maniitsoq. Folket, naturen, friheden, landet på godt og ondt, er kommet under huden på mig. Så her bliver vi nok....indtil andet føles rigtigt ihvertfald. Jeg har her en fantastisk stilling, hvor jeg sidder alene i distriktpsykiatrien. Hårdt og tidskrævende, men spændende og givende. Lige nu, føles DET rigtigt for mig.