Beijing som By

På Huabei-sletten hvor Bejing ligger, har der været mennesklig beboelse i over hundrede tusinde år. Der har været flere fordele ved at bosætte sig her. Jorden er frugtbar, og på grund af de omkringliggende bjerge, er området let at beskytte og giver santidig læ for den sibiriske kulde og floderne i området har forbindelse til Kinas vigtigste vandvej, den gule flod.

Beijing har et areal på 16.800 km2 og et indbyggertal der stadig vokser, men i skrivende stund, tæller et sted mellem 15 og 16 millioner. Kina er indelt i provinser, men Beijing er en provins for sig selv. Og den er også stor. Enorm. Og når man bevæger sig afsted igennem byen på deres store velbyggede veje, ofte 3, 4, 5 eller 6 spor i hver retning, så fornemmer man det mylder af mennesker der er. Overalt i Beijing og ikke altid lige smukt tilpasset omgivelserne, finde man endeløse rækker af enorme boligblokke. (der indimellem vidner om det gode forhold/samarbejde der har været mellem det gamle Sovjet og Kina.......og det er ikke ment som et kompliment)

Infrastrukturen I Kina er dog efterhånden ret fantastisk og fremadsynet. De har et virkelig godt vejnet over det meste af Kina, og indenrigsflyvningen, toge, busser, metroer osv transporterer hver dag millioner af Kinesere til deres bestemmelsessteder. Selvom der stadig er mange cykler i Kina, så var det mere mængden af biler der overvældede i Beijing.

Tidligere har byen været meget plaget af smog, men i dag er det kun biler efter en bestemt årgang, der må køre i byen, ligesom alle lastbiler er henvist til kun at betjene byen i nattetimerne. Og det har altså hjulpet. For mange Kinesere er det forbundet med prestige at have en flot bil, en prestige man prioriterer ufatteligt højt, så det vrimler med skinnende eurpæiske, japanske og amerikanske biler, men indimellem sniger der sig også mere nostalgiske kinesiske køretøjer ind. Men de køre som nogle vanvittige!! Mærkeligt nok sker der ikke specielt mange ulykker og det kan undre, for deres vanvidskørsel, får italienske billister i en firesporet rundkørsel, til at ligne fredelige søndagsbilister på en nordjydsk motorvej....

Kina er jo en af de sidste kommunistiske bastioner(mere om det med kommunisme senere...) og man ejer altså ikke den jord man bygger eller dyrker på. Og for staten som helhed har det sine fordele i det man blot kan bede folk om at flytte(der følger dog en pose penge, job eller ny bolig med) hvis der skal anlægges nye huse, veje eller lignende. Og overalt, både langs de øde motorveje og i de større byer, ses byggekraner, nedrevne huse, og tegn på at Kina er inde i en udvikling. De gamle usunde men nostalgiske hutonger rives ned, for at give plads til boligblokke der kan rumme tusindvis af beboere, og bøndernes rismarker må vige for motorvejsbroer og veje, der forbinder alle dele af riget. Er det frentiden, ja bestemt og ud fra et overordnet synspunkt måske fornuftigt nok, men fra et menneskeligt og mere nostalgisk synspunkt, så svider det nu altså lidt.

Beijing rummer både ufattelig skønhed og rigdom og usle faldefærdige boliger og fattigdom og kommer man ud til de små landsbyer uden for Beijing, så ser livet også helt anderledes ud. Her arbejder man hårdt for føden og mange huse er uden kloakering og varme, så man må samle kvas og brænde til den kolde vinter.

En verden langt fra byens mylder af lyde, mennesker neonlys og store reklameskilte. Men spørger man den almindelige Beijing borger, så har de sidste 25 års enorme udvikling trods alt været til det bedre. Den generelle levestandard er bedret væsentligt.

Beijing...Kina... er mange ting og om hvert hjørne venter en ny overraskelse.

Beijing og Sommerpaladset

Som jeg nævnte i mit sidste indslag, vil jeg opdele indslaget om Kina, da jeg muligvis vil få svært ved at begrænse mig, når jeg først kommer igang. Jeg vil en del at tiden, lade billederne tale deres eget sprog, og forsøge at vente til allersidst med at komme med en konklusion og mit/vores syn på Kina som land.

Vi påbegyndte vores rejse ved middagstide og satte først kursen mod Helsinki, inden vi begav os ud på den 8½ time lange flyvetur mod Beijing. Og med tidsforskel og flytid, så var vi fremme tidligt om morgnen næste dag...meget tidligt..... Men skulle igennem div. kontroller for at få lov at træde ud i den lumre fårårsvarme luft. Og med det samme gik turen mod det gamle Kina..... Første stop på vejen...Sommerpaladset.

I Beijings Nordvestlige udkant, ligger kejserfamiliens sommerpalads i en stor park hvoraf det meste er en stor sø, samt en masse spredte smukke bygninger. Der er noget eventyragtigt over Yieyuan, som sommerpaladset hedder. Lotusblomster og pagoder i Kunmingsøens vand, grå saddelryggede tage, halvt gemt bag store gamle fyrretræer. Smukt dekorerede pavillioner og korridoer......og for dem der husker den fantastiske tegneserie "abekongen", så får man her af og til et glædeligt gensyn med denne klassiske Kinesiske sagnfigur, der bla. er afbilledet i den lange korridor.

Hvis man stopper op og lader roen finde en, kan man ladse sig rive århundreder tilbage i tiden. Sommerpaladset blev bygget i 1750 af en kejser der hed Qianlong.

En væsentlig person i kinesisk historie er Enkekejserinde Cixi. Hun er blevet kaldt en gammel Buddha, en konservativ, magtsyg ødsel, forkælet og sexhungrende andenrangskonkubine eller en graciøs, sød og hensynsfuld ældre dame med en svaghed for hunde, blomster og pekingopera. Hun kom i 1851 som 15-årig til Kejser Xiangfengs Harem, umådeligt smuk og af tvivlsom herkomst. Efter hans død blev hun ophøjet til enkekejserinde da hun havde skænket ham den søn der skulle efterfølge ham på tronen. Fra da af og frem til sin død i 1908, var Cixi den mest magtfulde kvinde i Kina og overlevede hele tre kejsere. Hun regerede reelt for sønnen og efterfølgende for nevøen og nåede på sit dødsleje at udpege den næste kejser, der også skulle blive kinas sidste.

Hun har været genstand for mange myter, men sandt er det at hun var ødsel og var mere interesseret i det komfortable luksuriøse liv, end rigets samlede sikkerhed og fremgang. Og sandt er, at hun lod bygge en stor båd af marmor,der naturligvis ikke var beregnet på at sejle nogen steder. Den hvide båd spejler sig smukt i det stille grønne vand i Kunmingsøen og vidner om det ødsle liv i Sommerpaladset i kejsertidens sidste dage. Man siger at den blev bygget for penge der oprindeligt var tiltænkt den kinesiske flåde......................

Sommerpaladset er smukt og forunderligt, en oase i sommervarmen. Efter besøget her, vendte vi snuden mod vores første hotel og trætte som vi var, faldt vi omgående i søvn, på trods af den meget lumre varme og et airkondition anlæg der ikke virkede. Op et par timer senere og nyde et godt traditionelt kinesisk aftensmåltid, med utallige spændende retter. Et tordenvejr og voldsomt regnskyl brød løs, og resten af måltidet måtte vi nyde i stearinlysets skær. Hvilket nu var hyggeligt nok :o) (hvilket ikke kan siges om den traditionelle blomme/risbrændevin vi fik serveret..........føj for den........det giver kvinder hår på brystet, og får mænds hår på brystet til at visne og falde af...er jeg sikker på.........)

Endelig ferie

Ja ja....jeg ved det, nu er der atter gået temmelig lang tid siden jeg sidst har været aktiv her på bloggen, meget vand er rendt i åen siden sidst, som man siger...... Jeg har også lovet en opfølgning på huset, men det må vente, da vores ferie endnu er frisk i erindring og kræver at at blive omtalt først.....

Som de fleste nok ved, skulle vi have været til Kina i efteråret, samt rundt og besøge familie i Dk. Grundet Rosine,Thomas´ mors sygdom inden hun gik bort, blev ferien udsat og nu oprandt altså endelig tiden til en tiltrængt ferie. Indimellem trænger man bare til at komme væk og leve sig ind i en anden verden for en stund.

Så trods askesy osv, kom vi næsten planmæssigt til Dk den 23 april. Vi missede dog vores vidergående fly til Ålborg, men efter en overnatning hos mutter i Kbh, gik turen så via Ålborg, til Varde, hvor vi hentede Lucas, inden vi drønede videre til sommerhuset i Agger.

Her havde vi nogle tiltrængt afslappende dage sammen med

min mor og Lucas. Vi læste, spillede spil, gik ture ved Vesterhavet og nød bare roen og det milde forår.

Så gik turen atter mod Varde, hvor vi måtte aflevere Lucas. Det er altid lidt vemodig og underligt når vi har sat ham af...og stille..... Men heldigvis kommer han meget snart herop igen :o)

Turen gik nu over Fyn til Odense, hvor vi fik os en god middag hos Tina og Jens på den Gamle Kro, sammen med mor og mormor. Vi havde kun to hele dage på Fyn, men vi nåede da at besøge farmor og mormor i Odense,

og i Kertemindes nostalgiske charme, Far og Lisbeth og mine søskende.

Og som altid hos søster og svoger, Tina og Jens, står den på masser af god mad og vin. Østers, fjordrejer og andet godt.

Og inden vi så os om kom, dagen hvor vi skulle til Kina. Endelig :o)

Ok....vi har måske overdrevet det med at tage billeder en anelse, og vi har også set ufatteligt meget på de to uger vi var derude, så resten af ferien bliver inddelt i kapitler og må komme lidt efter lidt. Og endnu engang vil jeg love en opdatering på huset, når feriefortællingerne er overstået. Hav tålmodighed :o)