Beijing - Muren "A great wall, build by a great people"

Smukke bjergtinder beklædt med træer, strækker sig så langt øjet rækker. Hist og her lader nøddetræer sine grene med de mange grønne nyudsprungne blade, række ind over brystværnet og skydeskårene på muren. Rustne kanoner står med jævne mellemrum, mellem vagttårnene. Solen varmer de tusindvis og atter tusindvis af sten. Men vender man sig mod nord, mærker man et vidnesbyrd om, at koldere og mere ubamhjertige vinde kan blæse herfra. Man forstår godt at mongolerne og andre folkeslag nordfra, har ønsket del i det varmere og mere frugtbare Kina, på den anden side af bjergene. Millioner af kinesere har slidt og slæbt og en del måtte lade livet,under udførelsen af den Kinesiske mur. Byggeriet startede i 400-tallet før Kristi fødsel og startede som uafhængige murværker forskellige steder, ind til 221 før kristi, hvor Kina blev forenet under Qin-dynastiet og over 300.000 mand blev sat til at sammenkæde de forskellige murstykker. Arbejdet tog ti år og resultatet var langt fra så imponerende, som det der strækker sig for vore øjne idag. Det var de fleste steder, blot en jorvold i en skal af sten.

I de århundrederne der fulgte, har muren skiftesvist fået lov at forfalde og er blevet udbygget,udbedret. Enkelte kejsere har set det som et svaghedstegn og mangel på militære evner, at man var nødt til at have en jordvold som beskyttelse, mens andre fortsatte med at forbedre og forstærke muren som forsvarsværk.
Muren har haft sin betydning som forsvarsværk, men på ingen måde noget der står mål med det slid og slæb hundredetusindevis af kinesere har måtte lide. Og en stor del af tiden var arbejdet som vagt eller soldat på muren, et kedsomt og ensomt arbejde. Men Muren har fungeret glimrende som transport og informationsvej. Den er bred nok til, at flere ryttere kunne passere side ved side, og røgsignaler fra tårn til tårn kunne hurtigt bringe nyheder om fjendtlige tropper videre.






Når man står der og ser muren bugte sig langs bjergtinderne, forundres man. Bjergene i sig selv er svært ufremkommelige, hvordan har det overhovdet været muligt at bygge dette enorme forsvarsværk. Det er tydeligt, at det er sket i en tid hvor et menneskeliv ikke havde større betydning for en hersker. Men man betages også og imponeres over storslåetheden.

Og vælger man at bestige muren ved Mutianyu, overrendes man heller ikke i samme grad af turister, så man har muligheden for at spadsere omkring og lade sjælen flyve århundreder tilbage.
Muren har været omgivet af myter, og af skiftesvis stolthed og foragt. Nixon har ved et besøg på muren sammen med Mao i 1972 sagt " A great wall, build by a great people" og været med til at cementere murens nye position som nationens stolthed.

Det siges også at muren er det eneste bygningsværk der kan ses fra rummet, men denne påstand blev skrevet i et amerikansk tidsskrift i 1893, og er altså aldrig blevet bekræftet af astronauter, men har vist sig at være en noget sejlivet myte.

Men fakta er at muren er af de mest besøgte turistattraktioner i landet.

Historie eller virkelighed, fakta eller myte, man har ikke været i Kina hvis man ikke har gået på den kinesiske mur.

Jeg må tilstå, at jeg havde forventet, at finde andre mindre åbentlyse seværdigheder som værende mest interessante. Og det gjorde jeg muligvis også, men det kom bag på mig at det der gjorde allerstørst indtryk på mig var...netop muren...... Det kan ikke beskrives, det må opleves.....

Beijing- Cloisonné,- et oldgammelt håndværk

Cloisonné blev oprindeligt udviklet i mellemøsten, og via silkevejen nået til Kina for godt og vel 800 år siden.

Man starter med en udstanset kerne af kobber, enten et fad, en vase, en skål eller andet, hvorpå tynde kobbertråde bliver limet på, i de mest fantastiske møsntre. Herefter brændes den første gang.

Farvepåfyldningen er pulveriseret glas, emalje, der blandes med vand og med en pipette fyldes i de små rum.

Så brændes den igen, i en ovn som på billedet nedenfor. Den brændes fire til seks gange og mellem hver brænding påfyldes der mere farve, så farven tilsidst når op til kanten af kobbertrådene.

Tilsidst skal den pudses og poleres ved hjælp af koks, kul. fedtsten, vand, også igennem flere omgange, før produktet står færdigt, smukt, glansfuldt og holdbart.

Det er et kæmpe arbejde og det tager tid. En stor vase på to meter kan tage et halvt år at lave men så koster den også omkring en halv million kvai. Ca 350.000 kroner.

Herefter sættes varen til salg. Række efter række af smukt håndværk. Hvad med en the-brygger som den her nedenfor?

Jeg havde en intention om at hjembringe en smuk vase af anseelig størrelse.......men prisen dikterede, at det kun kunne blive denne lille sag på billedet herunder. Men et smukt stykke håndværk er det nu alligevel.

Beijing - Åndealéen og mingravene og en god gang and alá Peking

Ling betyder grav og vi skulle besøge mingravene, altså Ming Ling.

13 kejsere fra Ming dynastiet ligger begravet i en dal ca 50 km nord for Beijing. Som med alt andet i det gamle Kina, er stedet nøje udvalgt. Bjergene omkring beskytter kejsernes legmer mod onde ånder der kommer med vindene fra nord. Og omkring gravene løber smukke vandløb roligt forbi, omgivet af cypresser, fyrretræer og frugttræer. Når man begiver sig igennem dalen her, ser man de gule tegltage titte igennem hist og her og man forstår hvorfor området var perfekt til formåelet, som Ming-kejsernes sidste hvilested.

Alle gravene har en portbygning, en stor hal, et tårn, et skatkammer og et underjordisk palads, hvor den pågældende kejser ligger begravet.

De fleste Ming-grave er i dag forfaldne, men restaurerings arbejdet er i gang.

Udødelighedens vej eller åndealléen, er en 800m lang vej der fører op til gravene. Den er på begge sider flankeret af 36 kæmpefiguerer, der vogter gravene. 24 dyr,skiftevis knælende og stående, mytiske dyr, såvel som kameler, elefanter heste mm, der alle hver i sær symboliserer vigtige emner for en kejser. De bliver efterfulgt af 12 mænd, fire generaler, fire embedsmænd og fire ministre der fortsat skulle tjene kejseren i efterlivet.

Det siges at dyrene bytter plads om natten.

Læg mærke til denne elefant, hvis anatomi må siges at være kommet på en alvorlig prøve, da forbenene vender den forkerte vej, så man forstår godt hvis den har brug for at rejse sig om natten og få rystet ledene på plads...









Længere inde i dalen ligger så kejsernes maousloeer spredt ud over det smukke landskab.

Noget af det første en kejser begyndte at planlægge var sit mausoleum. Og nogle af dem har også været imponerende. Man har i et gravkompleks fundetet et palads på fire etager under jorden, kejseren, kejserinden en konkubine, juveler guld og sølvbarer, jadebælter, spisepinde af det pureste guld, en kejserkrone og meget meget mere.

Ikke alle er lige besøgte, her nyder vi frokosten i et af de mere øde gravkomplekser.

Her er det Changs grav vi besøger. Altså Chang ling.

Det blev forventet at en Ming kejser mindst en gang om året skulle begive sig ud til Ming gravdalen og ofre til forfædrene, det var så stor en hovedpine for hans embedsmænd og eunukker, at de som regel prøvede at tale ham fra det. Turen herud tog minimum to dage, krævede måneders forberedelse og kostede store summer for det kejserlige skatkammer. Vejene skulle forinden forbedres, mulige attentater forhindres, overnatningsmuligheder planlægges og ofringer til de kejserlige forfædre skulle forberedes.

Af samme grund var det faktisk kun halvdelen af kejserne der nogensinde nåede herud i deres regeringstid og den længst regerende kejser nåede kun herud fire gange, men da var det også ved at være nok for hans rådgivere, der på det kraftigste frarådede ham at tage endnu en tur og herved blev det.
Gravene er værd at besøge. For at komme herud kommer man væk fra storbyen og ud i en anden tid, et andet Kina. Og området er smukt og fredfyldt og en mulighed for at søge væk fra horderne af turister. Man forstår godt hvorfor dette var et perfekt sted til den sidste hvile.

Tilbage til Beijing......Og er man i Beijing/Peking må man naturligvis slutte af med sprød og velsmagende Peking and. Mums.....