Beijing som By

På Huabei-sletten hvor Bejing ligger, har der været mennesklig beboelse i over hundrede tusinde år. Der har været flere fordele ved at bosætte sig her. Jorden er frugtbar, og på grund af de omkringliggende bjerge, er området let at beskytte og giver santidig læ for den sibiriske kulde og floderne i området har forbindelse til Kinas vigtigste vandvej, den gule flod.

Beijing har et areal på 16.800 km2 og et indbyggertal der stadig vokser, men i skrivende stund, tæller et sted mellem 15 og 16 millioner. Kina er indelt i provinser, men Beijing er en provins for sig selv. Og den er også stor. Enorm. Og når man bevæger sig afsted igennem byen på deres store velbyggede veje, ofte 3, 4, 5 eller 6 spor i hver retning, så fornemmer man det mylder af mennesker der er. Overalt i Beijing og ikke altid lige smukt tilpasset omgivelserne, finde man endeløse rækker af enorme boligblokke. (der indimellem vidner om det gode forhold/samarbejde der har været mellem det gamle Sovjet og Kina.......og det er ikke ment som et kompliment)

Infrastrukturen I Kina er dog efterhånden ret fantastisk og fremadsynet. De har et virkelig godt vejnet over det meste af Kina, og indenrigsflyvningen, toge, busser, metroer osv transporterer hver dag millioner af Kinesere til deres bestemmelsessteder. Selvom der stadig er mange cykler i Kina, så var det mere mængden af biler der overvældede i Beijing.

Tidligere har byen været meget plaget af smog, men i dag er det kun biler efter en bestemt årgang, der må køre i byen, ligesom alle lastbiler er henvist til kun at betjene byen i nattetimerne. Og det har altså hjulpet. For mange Kinesere er det forbundet med prestige at have en flot bil, en prestige man prioriterer ufatteligt højt, så det vrimler med skinnende eurpæiske, japanske og amerikanske biler, men indimellem sniger der sig også mere nostalgiske kinesiske køretøjer ind. Men de køre som nogle vanvittige!! Mærkeligt nok sker der ikke specielt mange ulykker og det kan undre, for deres vanvidskørsel, får italienske billister i en firesporet rundkørsel, til at ligne fredelige søndagsbilister på en nordjydsk motorvej....

Kina er jo en af de sidste kommunistiske bastioner(mere om det med kommunisme senere...) og man ejer altså ikke den jord man bygger eller dyrker på. Og for staten som helhed har det sine fordele i det man blot kan bede folk om at flytte(der følger dog en pose penge, job eller ny bolig med) hvis der skal anlægges nye huse, veje eller lignende. Og overalt, både langs de øde motorveje og i de større byer, ses byggekraner, nedrevne huse, og tegn på at Kina er inde i en udvikling. De gamle usunde men nostalgiske hutonger rives ned, for at give plads til boligblokke der kan rumme tusindvis af beboere, og bøndernes rismarker må vige for motorvejsbroer og veje, der forbinder alle dele af riget. Er det frentiden, ja bestemt og ud fra et overordnet synspunkt måske fornuftigt nok, men fra et menneskeligt og mere nostalgisk synspunkt, så svider det nu altså lidt.

Beijing rummer både ufattelig skønhed og rigdom og usle faldefærdige boliger og fattigdom og kommer man ud til de små landsbyer uden for Beijing, så ser livet også helt anderledes ud. Her arbejder man hårdt for føden og mange huse er uden kloakering og varme, så man må samle kvas og brænde til den kolde vinter.

En verden langt fra byens mylder af lyde, mennesker neonlys og store reklameskilte. Men spørger man den almindelige Beijing borger, så har de sidste 25 års enorme udvikling trods alt været til det bedre. Den generelle levestandard er bedret væsentligt.

Beijing...Kina... er mange ting og om hvert hjørne venter en ny overraskelse.